23948sdkhjf

Tre ugers feriepenge bliver udbetalt senest til oktober

En økonomisk sommerpakke betyder, at tre ugers feriepenge snart finder vej til danskernes konti.

Senest til oktober vil danskerne kunne få udbetalt tre ugers indefrosne feriepenge.

Det annoncerer finansminister Nicolai Wammen (S) natten til mandag efter forhandlinger om en såkaldt sommerpakke med størstedelen af Folketingets partier. 

Pakken skal sætte gang i økonomien, mens Danmark fortsat kæmper med effekterne af coronakrisen.

- Vi er enige om en række initiativer, der skal stimulere økonomien. De tre ferieuger, der kommer ud, svarer til omkring 60 milliarder kroner, siger han om pengene, som borgerne selv har indbetalt. 

Feriepengene vil blive forsøgt udbetalt så hurtigt som muligt.

Men de vil nok først stå på borgeres konti til oktober, og det skyldes "tekniske årsager", lyder det fra Wammen.

- Danskerne kan være trygge ved, at pengene kommer. Så hvis man i sommerperioden vil bruge penge på is, tøj eller ting til hjemmet, så kan man gøre det i vished om, at pengene kommer til oktober, siger han.

For den gennemsnitlige lønmodtager vil de tre ugers feriepenge svare til omkring 15.000 kroner efter skat. Det skriver De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, på Facebook.

Til efteråret forhandler partierne om de to sidste ugers indefrosne feriepenge.

Finansministeren mener ikke, at alle fem uger burde udbetales med det samme.

- Coronasituationen - også i forhold til vores økonomi - er en maraton. Derfor er det klogt at gemme noget af krudtet til lidt senere, siger han.

I aftaleteksten står, at initiativet vil indebære hastelovgivning.

Regeringen vil i dialog med arbejdsmarkedets parter og ATP nå frem til, hvordan udbetalingen konkret skal foregå.

De indefrosne feriepenge er et resultat af den nye ferielov, der blev gennemført i 2019.

Planen var, at pengene skulle stå i en offentlig feriefond, indtil den enkelte går på pension.

Aftalen om den såkaldte sommerpakke er indgået med et flertal af Folketingets partier.

- Vi skal have gang i det indenlandske forbrug. Derfor noterer vi os med tilfredshed, at der er tre af ferieugerne, der nu bliver udbetalt, siger finansordfører Troels Lund Poulsen fra Venstre.

Også det Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti og Alternativet er med i aftalen.

Kort før aftalen faldt på plads, forlod Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Nye Borgerlige forhandlingerne. 

Herfra lød det, at regeringens udspil var utilstrækkeligt.

Finansministeren oplyser, at man endnu ikke har tal på, hvor mange arbejdspladser den nye aftale vil give.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125